Grækenland giver sig og beder uønskede IMF om penge

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Grækenland har fredag officielt anmodet Den Internationale Valutafond, IMF, om et nyt lån, mens regeringen forhandler med landets kreditorer om et tredje støtteprogram, oplyser finansministeriet i Athen.

- Vi ønsker at informere jer om, at vi har anmodet om et nyt lån fra Den Internationale Valutafond, siger den græske finansminister, Euclid Tsakalotos, i et brev til Christine Lagarde, som er leder af IMF.

Den gældsplagede græske regering, der er under ledelse af det radikalt venstreorienterede parti Syriza, havde oprindeligt håbet at klare sig uden ny hjælp fra IMF, mens den planlægger nye omfattende besparelser og reformer.

IMF, der har de fleste af verdens lande som medlemmer og derfor er meget lidt fleksibel i sine krav, har været meget udskældt i Grækenland.

Regeringen har under de seneste måneders forhandlinger flere gange forsøgt at få IMF skrevet helt ud af en løsning på landets gældskrise. Omvendt har det for blandt andet Tyskland været helt afgørende, at IMF var med som garant for ordnede forhold.

Det græske parlament stemte i sidste uge for de første fire love i en omfattende pakke af reformer, der skal bane vej for en ny hjælpepakke på op til 86 milliarder euro - 645 milliarder kroner - til det kriseramte land.

64 medlemmer af parlamentet stemte imod.

Grækerne er med beslutningen begyndt at tage små skridt væk fra den afgrund af statsbankerot og kaos, som regeringen og befolkningen længe har været tæt på.

Grækenland ønsker en ny støtteordning, der løber over tre år med lån på 53,5 milliarder euro, hvilket svarer til knap 400 milliarder kroner.

EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond vurderer, at Grækenland har behov for en støtteordning på mellem 82 og 86 milliarder euro for at komme økonomisk på fode igen.

/ritzau/Reuters