Grækenland håber at klare sig uden nye lån

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Grækenlands finansminister, Yannis Stournaras, erkender onsdag, at der stadig mangler 82 milliarder kroner i kassen, for at landet kan klare sig igennem resten af i år og næste år.

Men finansministeren siger på et pressemøde i Athen i forbindelse med den formelle åbning af Grækenlands EU-formandskab, at der ikke bliver tale om en ny nedskrivning af værdien af statsobligationer - og at regeringen håber at kunne klare sig uden nye lån.

- Der er mange måder at fylde hullet på. De diskussioner er slet ikke gået i gang endnu, siger Stournaras og henviser til, at man i første omgang afventer næste rapport fra trojkaen af Grækenlands internationale långivere.

Han håber, at rapporten kan være klar senere i januar, så der på næste møde blandt eurolandenes økonomi- og finansministre 27. januar kan banes vej for næste udbetaling inden for den allerede eksisterende hjælpepakke.

Først derefter kan man begynde at tale om, hvordan man lukker hullet.

Grækenland er som den værst ramte af eurozonens kriseøkonomier for tiden i gang med den anden af to hjælpepakker, der skyder i alt 1800 milliarder kroner ind i den græske økonomi til gengæld for, at regeringen gennemfører skrappe reformer.

Men finansminister Stournaras gør det også klart, at det ikke giver mening at kræve flere besparelser.

- Hvis man ser på tallene, er der ikke noget andet land, der har gjort, hvad Grækenland har gjort. Intet andet land har lidt så meget. Der kan ikke stilles flere finanspolitiske betingelser. Det er allerede for skrapt, siger finansministeren.

Uden at ville lægge sig fast på, hvordan pengene så skal findes, nævner han, at man blandt andet kan se på at nedsætte renten og forlænge løbetiden for de eksisterende lån.

Den græske finansminister betoner, at Grækenland ikke længere er et kriseland, og at regeringen forventer svag positiv vækst i år efter seks års recession. Men han erkender også, at det tager lidt tid, før det græske folk for alvor mærker skiftet.

- Det står klart, at vi har nået vores mål for 2013 - ja, faktisk har vi på nogle punkter overgået målet. Men på det økonomiske område er der altid en forsinkelse mellem det øjeblik, tallene bliver bedre og borgernes velfærd.

- Men vi forventer, at forbedringerne vil slå rod i 2014, så folk også vil føle det, siger Stournaras.

/ritzau/