Grækenland hæver pensionsalder og sænker pensioner

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Det græske parlament har fredag aften vedtaget en række af de skrappe reformer, som landets internationale långivere har krævet for at sende flere penge til Athen.

En større pakke af lovforslag blev således stemt igennem af flertallet, der støtter premierminister Alexis Tsipras og hans regering.

Det er nu vedtaget at skære i pensioner, hæve pensionsalderen, skærpe straffen for skatteunddragelse og liberalisere energimarkedet.

Alle stramninger sker forud for, at landets kreditorer senere denne måned vil følge op på, om Grækenland overholder sin del af aftalen for at få et nyt milliardlån.

Det er repræsentanter fra Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, EU's Redningsfond og Den Internationale Valutafond, der i slutningen af oktober kommer til Athen for at give grønt lys til en tredje hjælpepakke.

Den græske regering ønsker at få gennemsynet overstået så hurtigt som muligt, så landets banker kan blive rekapitaliseret, og forhandlingerne om en mulig gældslempelse kan gå i gang.

Der er i alt 48 lovforslag, som skal stemmes igennem parlamentet. Pakken af ændringer fredag aften var den første, og indtil videre har premierminister Tsipras' flertal ikke vaklet.

Med opbakning fra 154 af 300 medlemmer i parlamentet føres ændringerne nu ud i livet.

Forud for afstemningen forsikrede finansminister Euclid Tsakalotos den lovgivende forsamling om, at regeringen gør det rigtige.

- Denne regering er kampdygtig, og den vil skaffe en løsning på gældsspørgsmålet, sagde han fredag aften.

Han lovede samtidig, at regeringen vil indføre tiltag, der skal skærme de allersvageste i det græske samfund fra at blive hårdt ramt af de nye reformer.

Det tredje lån drejer sig om 86 milliarder euro - knap 650 milliarder kroner.

/ritzau/Reuters