Grækenland hyrer Ranieri som landstræner

Det græske fodboldforbund har fredag ansat det italienske trænerikon Claudio Ranieri som landstræner for de kommende to år.

Den 62-årige italiener får dermed ansvaret for at føre Grækenland frem til EM i 2016, hvor slutrunden afholdes i Frankrig.

Ranieri er en af de mest erfarne trænere i europæisk fodbold. Han har blandt andet været træner i Fiorentina, Valencia, Atlético Madrid, Chelsea, Parma, Juventus, Roma, Inter og Monaco.

Italieneren afløser portugisiske Fernando Santos, der efter eget ønske stoppede umiddelbart efter sommerens VM i Brasilien. Grækerne røg ud i 1/8-finalen til Costa Rica, der gik videre efter en straffesparksafgørelse.

Santos havde været landstræner for grækerne siden 2010, hvor han afløste tyske Otto Rehhagel, der seks år tidligere førte Grækenland frem til EM-titlen.

I den kommende EM-kvalifikation er grækerne i gruppe med Rumænien, Ungarn, Finland, Nordirland og Færøerne.

/ritzau/

Dagens Gossip