Grækenland rydder flygtninge fra landets største lejr

Mindst 200 politibetjente er tirsdag morgen begyndt at rydde flygtningelejren i Idomeni. Lejren ligger på grænsen mellem Grækenland og Makedonien, og den er hjemsted for flere end 8400 flygtninge og migranter, skriver nyhedsbureauet AFP.

Politiet benytter sig desuden af 20 politivogne og en helikopter i operationen, der har til formål at flytte flygtninge og migranter til bedre organiserede lejre.

De fleste skal bosættes i en nedlagt fabriksbygning uden for byen Thessaloniki i løbet af de kommende ni dage, oplyste den græske regering mandag.

Det sker, blandt andet fordi vinteren i Idomeni har været lang og hård, og det har betydet, at de mange flygtninge og migranter har levet under kummerlige forhold.

Diverse nødhjælpsorganisationer har gjort opmærksom på de svære forhold og har bakset med at få lægehjælp og mad til lejren.

/ritzau/

Dagens Gossip