Grækenland sender mandag 500 flygtninge retur til Tyrkiet

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

De første 500 flygtninge og migranter bliver som planmæssigt sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland på mandag. Det oplyser EU-kilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

EU har for nylig indgået en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet fra mandag 4. april.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbesætte vedkommende i EU.

Aftalen blev indgået på et topmøde tidligere på måneden med det mål at bremse menneskestrømmen til Europa.

De seneste tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) viser, at 12.325 flygtninge og migranter ankom til den græske ø Lesbos mellem 1. og 21. marts.

/ritzau/