Grækenland slår til mod korrupte embedsfolk

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Tre tidligere ledende medarbejdere ved Grækenlands privatiseringsmyndighed er blevet sigtet for lovovertrædelser i forbindelse med salg af 28 statsejede ejendomme.

De tre forhenværende topembedsfolk mistænkes for uretmæssigt at have tilranet sig over 100.000 euro, eller godt trekvart million kroner, fra ejendomme, der var blevet solgt til to græske banker.

Ulovlighederne fandt sted i perioden fra maj 2013 til maj 2014.

Yderligere tre tidligere direktører fra privatiseringsagenturet Hellenic Republic Asset Development Fund er sigtet for at "have rådet agenturet til at gå videre med en handel, som ikke var i statens interesse".

Det oplyser en anonym kilde fra den græske regering til nyhedsbureauet AFP.

I forbindelse med den seneste aftale mellem Grækenland og eurozonen om en mulig ny økonomisk hjælpepakke har den græske regering lovet, at den vil bestræbe sig på at slå hårdt ned på korruption.

Privatisering er en anden væsentlig del af aftalen, der kan føre til, at internationale kreditorer stiller nye lån for op til 86 milliarder euro til rådighed.

Salg af statsejede aktiver som havne og lufthavne ventes at kunne at frigive milliarder af euro til den græske statskasse.

Et andet aspekt af det statslige udsalg er, mener kreditorerne, at udenlandske investorer vil bringe ny teknologi og ekspertise med sig.

Som eksempel nævner en kommentator i den amerikanske finansavis Wall Street Journal, at salg af regionale lufthavne ventes at medføre forbedringer af infrastrukturen og dermed skabe nye muligheder for turismen, der er helt afgørende for den græske økonomi.

Målsætningen er, at det statslige salg skal indbringe omkring 50 milliarder euro.

Nogle af de mange græske øer er blevet nævnt i den sammenhæng. Og den proces er så småt ved at komme i gang.

I weekenden skrev flere internationale medier således, at den amerikanske multimilliardær Warren Buffett sammen med en italiensk rigmand er på vej til at købe den lille græske ø Agios Thomas.

De to velhavere skal angiveligt betale 15 millioner euro for den 1,2 kvadratkilometer store og ubeboede klippeø.

/ritzau/