Grækenland står over for en dramatisk folkeafstemning

Stemmestederne i Grækenland er søndag morgen åbnet til en afstemning, hvor grækerne skal træffe en dramatisk beslutning, der kan sende deres land i to helt forskellige retninger.

Regeringen anført af premierminister Alexis Tsipras opfordrer til et nej ved folkeafstemningen om de internationale långiveres krav om reformer og besparelser til gengæld for flere penge.

Beskeden fra de 18 andre eurolande har på forhånd været, at et nej ved folkeafstemningen vil være et nej til euroen, og Grækenlands egen centralbank frygter desuden, at det vil være vejen helt ud af EU.

Men verden ser helt anderledes ud fra regeringskontorerne i Athen, hvor Alexis Tsipras har lovet vælgerne, at deres problemer snart er slut.

- Der er ingen grund til bekymring. Vi vil stå med en aftale 48 timer efter folkeafstemningen, har Tsipras sagt i en tv-tale.

Så let tror ingen andre, at det går.

Mange i Bruxelles forventer, at eurolandene vil samles til et krisetopmøde i ugen efter folkeafstemningen for at diskutere, hvad der nu skal ske, hvis grækerne stemmer nej.

Chefanalytiker Anders Møller Lumholtz fra Danske Bank siger, at et nej vil udløse en stor konfrontation mellem Grækenland og de andre EU-lande.

- Så bliver det hele meget mere usikkert, siger Lumholtz.

Men han har svært ved at forestille sig, at forhandlingerne om en redningsplan kan blive genoptaget efter et nej. Og når de græske banker, der har været lukket hele ugen, på et tidspunkt åbner igen, kan det meget vel blive med drakmer som møntfod.

- De græske ledere vil anklage de andre europæiske ledere for at være skyld i, at grækerne ikke kan komme videre, mens de andre omvendt vil sige, at grækerne har truffet deres eget valg, mener Danske Bank-analytikeren.

Hvis det ender med et ja, mener direktøren for tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, Fabian Zuleeg, at det tilbud fra långiverne, der lå på bordet, inden Tsipras pludselig udskrev folkeafstemning sidste weekend, vil blive genoplivet.

- Det kan også blive forbedret med tilbud om gældslettelse og målrettede milliardinvesteringer i vækst og job. Men det hele afhænger af, om der sker forandringer i Grækenland, så der er nogen, man kan forhandle med, siger Zuleeg.

Hvis grækerne stemmer ja, har Alexis Tsipras antydet, at han vil gå af som premierminister.

Det ville normalt udløse nyvalg. Men Grækenland har travlt, for 20. juli skal de betale 3,5 milliarder euro til Den Europæiske Centralbank, og det kan de ikke uden en ny aftale.

Derfor kan et ja føre til en national samlingsregering, der kan genoptage forhandlingerne med långiverne. Herefter vil der formentlig blive udskrevet parlamentsvalg i efteråret.

Så Grækenland kan gå i to vidt forskellige retninger ved søndagens folkeafstemning. Men uanset resultatet vader grækerne i problemer.

- I tilfælde af et nej vil den græske forhandlingsposition være dramatisk forværret. Selv med et ja står vi over for svære forhandlinger bagefter, siger EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker på forhånd.

/ritzau/

Dagens Gossip