Grækenland: USA beder os stoppe russiske fly til Syrien

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

USA forsøger med alle midler at stoppe Ruslands fortsatte støtte til styret i Syrien med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

Det fremgår af en amerikansk anmodning til Grækenland om at nægte russiske fly at benytte græsk luftrum til disse leverancer.

En talsmand for Grækenlands udenrigsministerium bekræfter modtagelsen af denne anmodning.

Tidligere har det russiske nyhedsbureau RIA Novosti rapporteret, at Grækenland har nægtet at opfylde amerikanernes ønske.

Ruslands regering har mandag sagt, at man fortsat forsyner styret i Damaskus med militært udstyr.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Udenrigsminister Sergej Lavrov har i en telefonsamtale med sin amerikanske kollega John Kerry sagt, at der ikke er noget hemmeligt i, at russerne sender støtte.

- Lavrov bekræftede, at den støtte hele tiden har været opretholdt, og at Rusland aldrig har lagt skjul på, at man sender militært udstyr til styret i Syrien med det formål at bekæmpe terrorisme, siger en talskvinde i det russiske udenrigsministerium.

/ritzau/Reuters