Grækenland vedtager omstridt fyringslov

Efter midnat onsdag stemte 153 medlemmer ud af den 293 medlemmer store lovgivende forsamling for loven, hvis vedtagelse var nødvendig for at udløse en økonomisk støtte på knap syv milliarder euro fra EU og Den Internationale Valutafond IMF.

Lovforslaget indeholder planer om overførsel og fritstilling af 25.000 offentligt ansatte, primært lærere og kommunalpoliti, og det har udløst daglige protestmarcher og strejker i den seneste uge i Grækenland.

De 25.000 offentligt ansatte, der bliver berørt af den nye lov, vil få otte måneder til at finde sig et nyt job. Hvis det ikke lykkes dem, bliver de fyret. Nedskæringsplanen vil blive effektueret fra udgangen af året, skriver Reuters.

Afstemningen var den første store prøve for premierminister Antonis Samaras regeringskoalition efter den pludselige lukning af en statsejet radio- og TV-virksomhed i sidste måned. Koalitionsregeringen mistede som følge heraf et støtteparti, hvilket har efterladt regeringen med et flertal på blot fem mandater i parlamentet, der har i alt 300 medlemmer.

Tidligere på ugen blev Grækenland ramt af en generalstrejke, da grækerne tirsdag nedlagde arbejdet i protest mod de nedskæringer i den offentlige sektor, som nu er blevet vedtaget i parlamentet.

Dagens Gossip