Grækenlands parlament hæver skat og indfrier EU-lånekrav

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Det græske parlament har søndag vedtaget skattestigninger og yderligere besparelser på det offentlige budget før et møde i eurogruppen tirsdag.

På EU-mødet ventes det, at eurolandenes finansministre vil godkende, at endnu en lånerate kan udbetales til grækerne.

Ifølge den tyske avis Handelsblatt kan det føre til en overførsel på 9 til 11 milliarder euro til Grækenland.

Lovpakken på 7000 sider blev vedtaget med støtte fra det flertal, der samler sig om premierminister Alexis Tsipras og hans parti, Syriza.

Alle 153 parlamentarikere i koalitionen stemte for lovpakken, der blev vedtaget, mens flere end 10.000 mennesker gik i protest uden for parlamentet i Athen.

- Beskeden til de europæiske ledere er, at Grækenland holder sine løfter. Nu er det deres tur, sagde Tsipras inden afstemningen med henvisning til de andre EU-lande.

Sparelinjen har udløst vrede i store dele af befolkningen og i oppositionen.

- Ingen i Grækenland vil undslippe denne tyfon af nye initiativer, siger Kyriakos Mitsotakis, lederen af oppositionspartiet Nyt Demokrati.

Han mener, at det blandt andet vil gå ud over beskæftigelsen.

Alexis Tsipras indrømmer, at lovpakken kommer til at gøre ondt på grækerne, og specielt på dem som allerede har gennemlevet svære tider.

- Men for første gang er der udsigt til, at de store ofre kan kaste noget af sig, siger premierministeren.

Den Internationale Valutafond (IMF) opfordrede for nylig EU til at nedskrive noget af Grækenlands kolossale gæld.

Det har Tyskland hidtil nægtet at gå med til.

Grækenland har hårdt brug for den næste udbetaling af euromilliarder, hvis landet skal afbetale lån til Den Europæiske Centralbank og IMF rettidigt.

/ritzau/AFP