Grækere: Ingen destruktion af kemiske våben til søs

Skrevet af admin

09/03/2014

Dagens topnyheder

Omkring et par tusinde demonstranter har søndag holdt demonstration på den græske middelhavsø Kreta for at protestere mod den planlagte destruktion af Syriens kemiske våben et sted i det østlige Middelhav.

Demonstranterne viste deres modstand trods silende regn i havnebyen Souda, og de kræver mere information om planerne om at destruere våbnene på et skib.

- Det her er indbyggernes første svar på destruktionen af Syriens kemiske våben, siger Pavlos Polakis, borgmester i den nærliggende by Sfakia.

Han tilføjer, at indbyggerne frygter, at øens økonomi lider skade, og at de risikerer en problematisk fremtid på grund af forurening af havet.

Der har også været protester i italien, men eksperter har forsikret om, at operationen med at destruere de kemiske våben ikke vil skade havmiljøet.

- FN har givet forsikringer om, at ikke noget af det vil falde i havet. Men vil de sige det til os, hvis det alligevel ender dér, sagde Nikos Charalambides, chef for Greenpeace i Grækenland, i februar.

Operationen er en FN-operation, der blev sat i værk, efter at mange mennesker blev dræbt af kemiske våben i Syriens hovedstad, Damaskus, i august i fjor.

Nu er de kemiske våben ved at blive fragtet ud af Syrien for at blive destrueret.

Den 26. februar blev en fjerde sending fragtet ud af landet, men Organiationen til Forbud mod Kemiske Våben har opfordret til mere tempo i processen, hvis våbnene skal være destrueret som planlagt inden den 30. juni.

De mange ton farlige våben transporteres fra syrisk havn til to fragtskibe, et dansk og et norsk, og herfra skal de over på et amerikansk skib, der særligt udrustet til at kunne destruere de farlige våben.

Det amerikanske skib hedder Cape Ray og forlod USA den 27. januar. Det menes, at det befinder sig ved den spanske havn Rota.

Syrien har erklæret, at det har 700 ton af de mest farlige kemiske våben, 500 ton af mindre farlige våben og så 122 ton af et stof, der kan bruges til at fremstille sarin.

/ritzau/