Grækere tager hjem for at stemme

Skrevet af admin

05/07/2015

Mest læste i dag

Der står meget på spil for Grækenland ved søndagens folkeafstemning. Så meget at nogle af de mange grækere, der er bosat i udlandet, tager hjem for at stemme i håb om, at de kan påvirke udfaldet.

Blandt de mange passagerer i Athens lufthavn, der lørdag skulle videre til nogle af landets mange ferieøer, var også en håndfuld, som er rejst hjem for at deltage i afstemningen for eller imod kravene fra det kriseramte Grækenlands kreditorer.

- Jeg er kun rejst hjem for at stemme, siger den 60-årige Kostas Kokkinos, der til daglig bor på Cypern, til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at han vil stemme ja og derpå rejse tilbage til Cypern igen om nogle dage.

Konstantinos Dimitriou, der er ledelseskonsulent og til daglig bor i Singapore, satte sig på et fly tidligt lørdag og bruger 19 timer på at rejse hjem til Athen for at stemme ja, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

- Alle de muligheder, jeg har fået for at vokse i mit liv, kommer til dels fra Grækenlands forhold til Europa, ikke kun fra mit græske pas, siger han og tilføjer, at han kender flere udlandsgrækere, der flyver hjem for at stemme.

Omkring en million grækere er bosat i udlandet, men de har kun mulighed for at deltage i folkeafstemningen søndag, hvis de kommer til Grækenland.

Prisen på en flybillet fra eksempelvis New York til Athen kan sagtens løbe op i et beløb svarende til 9000 kroner, hvis den købes i sidste øjeblik, og de høje priser vil formentlig betyde, at mange grækere undlader at tage turen, selv om de gerne ville give deres besyv med i afstemningen.

Andre har rykket deres ferie nogle dage for at kunne deltage i folkeafstemningen.

- Jeg er kommet tidligere, så jeg kan stemme, siger Thanasis Hadzilacos, der er professor ved et universitet på Cypern, i lufthavnen i Athen.

Han tilføjer, at han endnu ikke har besluttet sig helt for, hvad han vil stemme, for han vil først drøfte det med sine græske venner.

- Jeg tror, at jeg stemmer nej, siger han til AFP.

Meningsmålingerne viser, at der er stort set dødt løb mellem ja- og nej-siden.

/ritzau/