Grækerne forbereder sig på kæmpedemoer

Den græske hovedstad, Athen, og andre byer skal atter lægge gader og stræder til demonstrationer.

Men denne gang er det ikke protester mod nedskæringer, det gælder.

Demonstrationerne, der er indkaldt til onsdag aften, er rettet mod fascistiske kræfter i landet, centreret omkring partiet Gyldent Daggry.

De fleste græske partier har i lighed med mange fagforbund opfordret til stort fremmøde ved demonstrationerne, der kommer, efter at en musiker den 18. september blev myrdet af en mand, som betegner sig selv som nynazist.

Det var den 34-årige Pavlos Fyssas, som blev myrdet af den arbejdsløse lastbilchauffør George Roupakias, der har erkendt drabet, men siger, at det skete i selvforsvar.

Fyssas - også kendt som Killah P - var en anti-fascistisk musiker. Han blev myrdet i arbejderkvarteret Keratsini i den græske hovedstad.

Politiet siger, at Roupakias hurtigt tilstod drabet.

Gyldent Daggry har afvist at have forbindelser til ham, men der er dukket billeder frem af lastbilchaufføren, der deltager i arrangementer lavet af partiet.

Politiske modstandere har i de seneste måneder beskyldt Gyldent Daggry for at tilskynde til at tæve indvandrere og andre.

Flere af partiets parlamentsmedlemmer har været indblandet i aktioner, der er endt med vold, men politiet har indtil videre gjort meget lidt ved de fleste episoder.

Det ændrede sig imidlertid efter mordet på Fyssas. Nu er Gyldent Daggrys kontorer blevet gennemsøgt for våben.

Det skete i kølvandet på rapporter om, at partiets aktivister modtog noget, der minder om militærtræning.

Politikere, embedsmænd og andre har også udtrykt frygt for, at Gyldent Daggry har stor opbakning i den græske politistyrke.

Partiet kom i parlamentet ved valget i fjor. Det fik syv procent af stemmerne, hvilket gav Gyldent Daggry 18 af de 300 pladser i parlamentet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip