Grænseagentur: 710.000 migranter er kommet til EU i år

Skrevet af admin

13/10/2015

Mest læste i dag

Over 170.000 migranter og flygtninge kom ind i EU i september. Dermed er der i år indtil videre kommet 710.000 - et tal, som i hele 2014 lå på 282.000, oplyser EU's fælles grænseagentur, Frontex.

I en opgørelse over den værste flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig siger grænseagenturet, at det i august registrerede 190.000 migranter og flygtninge. Mange af dem kom over havet fra Grækenland, og der blev for femte måned i træk sat rekord.

I alt nåede 350.000 mennesker til Grækenland fra januar til september. I september alene ankom der 49.000. Mange af dem er syrere.

Mangel på både i Libyen og dårligere vejr har bidraget til, at antallet af migranter, som kom til Italien i september, er halveret til 12.000, siger Frontex.

Agenturet vurderer, at der i årets første ni måneder i alt kom 129.000 til de italienske kyster. Mange af de nyankomne er fra Eritrea.

EU's kamp for at klare strømmen af flygtninge og migranter på flugt fra krig, kaos og fattigdom i Afrika og Mellemøsten har kastet EU-landene ud i en dyb krise.

Strømmen af flygtninge og migranter til Nordeuropa fortsætter fra Balkan. Søndag ankom 8540 mennesker via grænseovergangen Nickelsdorf til Ungarn, hvorefter der er kommet yderligere 3680 tidligt mandag.

Forbundskansler Angela Merkel kalder flygtningekrisen for "en ildprøve af dimensioner for Europa". Ifølge Merkel må krisen ikke resultere i sololøb i de enkelte lande.

Ifølge Merkel ændrer den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig dagsordenen i Europa, og EU-landene må gøre, hvad de kan for at stoppe flygtningestrømmen dér, hvor den starter.

Torsdag og fredag holdes EU-topmøde med flygtningekrisen på dagsordenen.

/ritzau/AFP