Grænseagentur: 800.000 har illegalt krydset EU's grænser

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Presset på EU's grænser fortsætter. 800.000 migranter er illegalt rejst ind i unionens medlemslande i år, lyder det onsdag fra EU's grænseagentur Frontex, som står for sikkerheden ved EU's ydre grænser.

Ordene falder under et interview med den tyske avis Bild, skriver AFP.

Fabrice Leggeri, chef for Frontex, advarer om, at stigningen af migranter sandsynligvis ikke har "nået sit højdepunkt", og han opfordrer EU-lande til at tilbageholde afviste asylansøgere, så de "hurtigt" kan sendes tilbage til deres hjemlande.

- EU-lande må forberede sig på det faktum, at vi stadig har en meget besværlig situation foran os i de kommende måneder, siger Leggeri.

I sidste måned hed det ifølge Frontex, at 710.000 var nået til EU i de første ni måneder af året, men samtidig advarede agenturet om, at nogle muligvis var blevet talt mere end én gang.

Grænseagenturet sagde 13. oktober, at "uregelmæssige grænsekrydsninger kan forsøges af samme person flere gange".

- Dette betyder, at det store antal af mennesker, som blev talt, da de ankom til Grækenland, blev talt igen ved indrejse i EU for anden gang gennem Ungarn eller Kroatien, lød forklaringen fra agenturet.

Ifølge de seneste tal fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har flere end 744.000 krydset Middelhavet i år, hvor størstedelen har forsøgt at nå Grækenland.

Grækenland vil onsdag for første gang sende asylansøgere fra sit territorium til et andet EU-land som led i en fælleseuropæisk plan, der skal omfordele 160.000 inden for EU.

Tirsdag aften indkaldte EU-præsidenten, Donald Tusk, til et nyt uformelt EU-topmøde om flygtningekrisen torsdag i næste uge på Malta.

Det nye topmøde holdes, mens EU-lederne i forvejen er samlet i Maltas hovedstad, Valletta, hvor de deltager i et topmøde mellem EU og Afrika.

Han skriver, at strømmen af migranter, der søger til Europa, fortsætter i et omfang, der er uden fortilfælde, og at nogle EU-lande har iværksat forskellige foranstaltninger ved Schengen-områdets ydre grænser.

/ritzau/