Grænsekontrol bliver lidt dyrere end ventet

Den danske grænsekontrol holder sig ikke helt inden for det budget, Folketinget havde regnet med.

I den politiaftale, der blev indgået i efteråret, har regeringen sammen med Socialdemokraterne, DF, Liberal Alliance og Konservative afsat 200 millioner kroner til "merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne".

Men justitsminister Søren Pind (V) regner nu med, at udgifterne bliver 16 millioner kroner højere, fremgår det af et aktstykke sendt til Folketingets finansudvalg.

Ministeren forklarer, at der siden politiaftalen er blevet truffet en række nye politiske beslutninger, der koster penge.

- Det gælder særligt indførelsen af den midlertidige grænsekontrol, der har øget politiets indsats i grænseområderne betydeligt, skriver Søren Pind.

Han henviser desuden til den aftale om udlændingestramninger, som de samme partier vedtog i november sidste år.

Den indeholdt blandt andet øgede krav til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og skærpet melde- og opholdspligt for de afviste asylansøgere, der ikke er frihedsberøvet.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, mener, at grænsekontrollen er de ekstra udgifter værd.

- Grænsekontrol er ikke noget, vi gør af lyst. Det er noget, vi gør af nød, siger han.

Han mener, at der ville være sket en stor ophobning af asylansøgere i københavnsområdet, hvis ikke Danmark havde indført kontrol ved den dansk-tyske grænse, da svenskerne pludselig krævede id for at krydse Øresund.

Samtidig påpeger han, at der formentlig ville være kommet flere asylansøgere uden asylgrundlag igennem fra Tyskland, havde det ikke været for grænsekontrollen.

- I den sammenhæng tror jeg, at 16 millioner er billigt sluppet, siger Jacob Jensen.

Søren Pind oplyser, at han regner med at kunne finde de manglende penge hos Kriminalforsorgen, hvor en lavere belægning end ventet har ført til, at der formentlig er penge til overs i 2016.

/ritzau/

Dagens Gossip