Grænsekontrollen forlænges helt frem til november

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Den midlertidige grænsekontrol fortsætter helt frem til november 2016, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Dermed fortsætter politiet med at foretage stikprøver ved den dansk-tyske grænse frem til 12. november 2016.

Sammen med Sverige, Tyskland, Østrig og Frankrig sendte Danmark i begyndelsen af maj et brev til EU-Kommissionen med ønske om at få lov til at beholde grænsekontrollen i yderligere seks måneder.

Kommissionen og medlemslandene imødekom ønsket, som betyder, at Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Norge kan opretholde den midlertidige grænsekontrol.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg udtaler i en pressemeddelelse:

- I den nuværende situation, hvor der stadig ikke er fundet en holdbar løsning for at sikre Europas ydre grænser, er jeg glad for, at vi nu har mulighed for at opretholde grænsekontrollen frem til i hvert fald den 12. november 2016.

- Vi er nødt til at passe på vores egne grænser, indtil der er fundet fælles løsninger i EU-regi.

/ritzau/