Græsk borgmester advarer om muligt blodbad på dansk ferieø

Myndighederne på den græske ø Kos er nu så pressede over den store tilstrømning af flygtninge, at de har spærret 1000 af dem inde på øens fodboldstadion. 

Det drastiske tiltag skete i går, da kampklædt politi ikke kunne få styr på en stor gruppe flygtninge, der var ankommet til øen de seneste dage. 

De 1000 flygtninge blev presset ind på byens fodboldstadion af kampklædt politi med chokgranater og trukne stave, hvorefter de blev låst inde uden adgang til mad og drikke. 

De voldsomme scener har ifølge nyhedsbureauet AFP fået øens borgmester til at advare om et muligt blodbad, hvis ikke der findes en løsning. 

- Der er en risiko for blodsudgydelser, hvis situationen forværres, siger Giorgos Kiritsis, der er borgmester på Kos, til det græske nyhedsbureau ANA.

En stor del af de flygtninge, der blev låst inde på byens fodboldstadion var kvinder og børn, og mange besvimede i forbindelse med politiets indsats.

Der er nu 7000 flygtninge på Kos, der normalt har 30.000 beboere. Men selvom situationen er tilspidset, så ændrer det ikke noget for danske rejseselskaber. 

- De seneste udviklinger har ikke påvirket steder, hvor vores gæster er. Der er stille på rejsemålet, men vi følger selvfølgelig situationen, siger kommunikationschef i Spies, Torben Anders, til Dagens.dk.

Den samme melding kommer fra rejseselskabet Apollo, der også betegner Kos som rolig på trods af problemerne ved byens fodboldstadion.

- Der var kommet en ekstra stor tilstrømning af flygtninge de seneste dage, og det medførte nogle problemer i forhold til at blive registreret hos myndighederne.

men meldingen fra vores kollegaer lyder, at lokale nødhjælpsorganisationer er trådt til med mad og vand, og at der nu er ro på gemytterne dernede, siger Glenn Bisgaard fra Apollo Rejser til Dagens.dk.  

Dagens Gossip