Græsk budgetoverskud tre gange så højt som ventet

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Tidligere skøn over det græske statsoverskud for 2013 har tilsyneladende været helt hen i vejret.

I hvert fald kan premierminister Antonis Samaras berette, at overskuddet er tre gange så stort, som man havde ventet.

- Budgetoverskuddet er meget højere, end vi først antog. Jeg fortæller jer nu, at det overgår 1,5 milliarder euro (11,2 milliarder kroner), hvilket er tre gange så højt, som vi først havde regnet os frem til, siger Antonis Samaras til avisen To Vima.

Græsk økonomi har været i knæ i en årrække, og EU har sendt flere økonomiske hjælpepakker til landet.

Fredag sagde premierministeren, at han vil bruge "overskuddet" til at hjælpe dem, der er hårdest ramt af de seneste års sparepolitik.

- Dette betyder, at vi i år vil give en stor sum penge tilbage til samfundet, eksempelvis til pensionister med lav indkomst og politifolk, siger Samaras til avisen.

EU har advaret om, at det vil være forhastet at komme med skøn over størrelsen af det forventede overskud før april.

/ritzau/Reuters