Græsk finansminister: Vi er indstillet på kompromis

Skrevet af admin

21/06/2015

Dagens topnyheder

Det græske regering mødes søndag formiddag forud for et topmøde mandag i Bruxelles, som kan blive afgørende for landets fremtid i eurozonen.

Lørdag sagde regeringen i Grækenland, at den er indstillet på at komme landets kreditorer i møde, og det bekræftes af et indlæg fra finansminister Yanis Varoufakis i søndagsudgaven af den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Her lover Varoufakis, at regeringen i Athen vil komme med indrømmelser over for landets kreditorer i håb om, at EU og Den Internationale Valutafond (IMF) vil frigive 7,2 milliarder euro til Grækenland.

Kernen i striden er de græske pensionsregler, som ifølge EU og IMF er helt uholdbare.

Men den græske regering har indtil nu afvist krav om blandt andet at sætte pensionsalderen op, og det er uvist, om der er ændret på den holdning.

- Vores hold vil ankomme til Bruxelles (mandag, red.) med viljen til at gå yderligere på kompromis, skriver Yanis Varoufakis i sit indlæg søndag og tilføjer:

- Men kun så længe, at vi ikke bliver bedt om at gøre, hvad tidligere regeringer gjorde: At acceptere nye dellån på betingelser, der kun efterlader ringe håb om, at Grækenland kan tilbagebetale sin gæld.

Finansministeren siger desuden, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, står over for en "vanskelig beslutning" med hensyn til at indgå en aftale.

- Jeg er bange for, at beslutningen helt er hendes, skriver han i indlægget.

Hvis parterne ikke finder nøglen til at løsne op for den fastlåste situation de nærmeste dage, kan Grækenland blive nødt til at indføre kapital-restriktioner over for landets banker, som i øjeblikket er helt afhængige af hjælp fra Den Europæiske Centralbank.

Hver dag hiver grækerne enorme beløb ud af bankerne af frygt for, at dagen nærmer sig, hvor bankerne pludselig er lukkede, og det ikke længere er muligt at få fat i sine penge.

Lørdag besluttede lederen af eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, at fremrykke et krisemøde for møntunionens finansministre med to en halv time.

Mødet går nu i gang mandag klokken 12.30.

Knap syv timer senere samles Angela Merkel og de andre politiske ledere fra eurozonen med den græske regeringsleder, Alexis Tsipras, i Bruxelles.

En meningsmåling søndag i den græske, regeringsvenlige avis Avgi viser, at 62 procent af grækerne mener, at de vil være dårligere stillet, hvis Grækenland genindfører drachmaen, mens 22 procent tror, at det vil være en fordel at udskifte euroen med den tidligere valuta.

/ritzau/Reuters