Græsk folkeafstemning straffer danske aktier

Skrevet af admin

06/07/2015

Dagens topnyheder

Det giver faldende aktier og rentefald i Danmark, efter et flertal i den græske befolkning søndag stemte "nej" til flere reformer og sparekrav.

Kort efter åbning mandag morgen falder det ledende indeks for danske aktier, C20 Cap, således med 1,5 procent til kurs 973,35.

Ingen af de 20 aktier i indekset har desuden kunnet præstere en stigning fra starten på ugens første handelsdag.

På det danske obligationsmarked er renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation startet med et fald på syv basispoint, således at statspapiret har en rente på 0,93 procent.

I Grækenland er statsrenterne til gengæld tordnet i vejret og ligger i et niveau, der ikke set højere siden midten af november 2012.

Søndag stemte 61 procent af grækerne "nej" til den kombinerede reform- og lånepakke, der var tilbudt af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

Det klare svar gør usikkerheden om Grækenlands fremtid i eurosamarbejdet større end nogensinde.

- Det græske "nej" øger sandsynligheden for et "grexit" (græsk exit fra euroen, red.), men det er langt fra sikkert, at det kommer til at ske, og det kommer ikke til at ske på den korte bane, vurderer seniorstrateg Tine Choi Danielsen fra Nordea.

- For det første og vigtigst af alt så ønsker hverken de europæiske ledere eller grækerne, at Grækenland skal træde ud, fortsætter hun i en skriftlig analyse.

Oven på valget har Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, trukket sig for at gøre arbejdet med en ny aftale lettere.

Senere mandag mødes den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, i Paris.

Derefter følger møder mellem Den Europæiske Centralbanks chef Mario Draghi, EU-præsident Donald Tusk og eurogruppechef Jeroen Dijsselbloem.

Tirsdag er de europæiske regeringsledere desuden hasteindkaldt til et topmøde.

/ritzau/