Græsk parlament siger ja til reformer og forhandlinger

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Det græske parlament godkender natten til torsdag flere sparereformer, som giver regeringen mandat til at forhandle nyt låneprogram i stand med landets internationale kreditorer.

Det skriver en række internationale medier, herunder Reuters, AFP og dpa.

Flertallet af politikerne i Grækenlands parlament i Athen har stemt for endnu en reformpakke, og dermed kan regeringen begynde forhandlingerne om en aftale, der skal holde det kriseramte Grækenland oven vande.

Det har været et krav fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), at Grækenland indfører en række økonomiske og politiske reformer, hvis grækerne skal gøre sig håb om at kunne få yderligere hjælp.

Afstemningerne natten til torsdag drejede sig om den anden reformpakke. Den første pakke med reformer blev vedtaget i sidste uge.

Disse havde særligt fokus på skat, hvor den nye pakke omhandler en bankreform og borgerretsreformer, som skal reducere sagsbehandlingstiden i retssager og omkostningerne til disse.

Afstemningerne om de græske sparekrav har sendt regeringspartiet Syriza med premierminister Alexis Tsipras i spidsen ud i en turbulent tid.

Flere partimedlemmer bakker ikke op om reformerne, der derfor er blevet vedtaget med støtte fra proeuropæiske parter uden for regeringen.

Tusindvis af mennesker havde forud for afstemningen samlet sig foran det græske parlament for at protestere mod sparepakkerne.

/ritzau/