Græsk parti vil forsøge at danne ny regering uden nyvalg

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

Grækerne skal ikke nødvendigvis til nyvalg, selv om premierminister Alexis Tsipras torsdag aften afleverede sin og regeringens afskedsbegæring.

Evangelos Meimarakis, leder af oppositionspartiet Nyt Demokrati, vil nemlig forsøge at danne en ny regering, og han mødes fredag morgen med Grækenlands præsident, Prokopis Pavlopoulos, for at få mandat til det.

Det erfarer nyhedsbureauet Reuters fra kilder i Nyt Demokrati.

Meimarakis siger selv torsdag aften, at det er partiets forfatningsmæssige ret at forsøge at danne en ny regering, uden at der holdes nyvalg.

- Vi vil udforske alle muligheder i forsøget på at sikre, at et valg bliver den sidste udvej og ikke den første, som Tsipras ønsker det, siger Meimarakis ifølge netavisen ekhathimerini.com.

Han tilføjer, at han vil tale med alle oppositionens partier - heriblandt det højreradikale Gyldent Daggry - i et forsøg på at få opbakning til at danne en mindretalsregering.

Premierminister Alexis Tsipras offentliggjorde torsdag aften i en tv-transmitteret tale, at han træder tilbage.

Her bad han samtidig grækerne om at gå til stemmeurnerne og give hans regering et nyt mandat ved et nyvalg.

Givet den nuværende sammensætning af parlamentet er valgudskrivelse ifølge iagttagere også det mest sandsynlige udfald.

Selv med parlamentarisk støtte fra partierne Potami og Pasok vil alliancen ikke være i nærheden af at have flertal i parlamentet, og ifølge ekhatimerini.com skal Nyt Demokrati ikke forvente støtte fra andre partier.

Ifølge forfatningen har Nyt Demokrati ret til at bruge tre dage i forsøget på at danne en ny regering, og hvis det konservative parti gør brug af denne ret, bliver der næppe valg 20. september, som Alexis Tsipras har foreslået.

Datoen kan blive yderligere skubbet, hvis andre partier også vil gøre krav på deres ret til at forsøge at danne regering.

Et stort flertal i det nuværende parlament bakker op om den aftale, som Syriza-regeringen har indgået med sine internationale kreditorer.

/ritzau/