Græsk regeringsparti indkalder til krisekongres

Det græske regeringsparti Syriza vil indkalde sine medlemmer til en ekstraordinær kongres i september.

Ved en afstemning i partiets centralkomité torsdag støttede et flertal et forslag fra premierminister Alexis Tsipras om en ekstraordinær kongres. Det oplyser partimedlemmer til de internationale nyhedsbureauer.

Selv om det for nylig lykkedes Alexis Tsipras at skaffe flertal i parlamentet for de reformer, som de internationale kreditorer har stillet som betingelse for at indlede forhandlinger med Grækenland om en ny økonomisk hjælpepakke, så stemte flere af premierministerens partifæller imod reformforslagene.

Flere parlamentsmedlemmer har udtrykt utilfredshed med premierministerens håndtering af forhandlingerne med kreditorerne.

Tsipras håber ifølge nyhedsbureauet AFP at kunne få renset luften og sikre sig fortsat opbakning som partiets leder på kongressen i september.

Datoen for det ekstraordinære partimøde er endnu ikke offentliggjort.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip