Græsk veteran takker af efter VM-exit

Det er endegyldigt slut for den græske landsholdsanfører Giorgos Karagounis efter 139 landskampe og 10 mål.

Det meddeler midtbanespilleren, efter at Grækenland tabte 4-6 til Costa Rica efter straffesparkskonkurrence i søndagens 1/8-finale.

- Dette var min sidste kamp for Grækenland, siger Giorgos Karagounis ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Grækenland spillede 1-1 mod Costa Rica i den ordinære spilletid og var ikke i stand til at udnytte et rødt kort til costaricanerne efter 66 minutter.

Grækerne fik godt nok udlignet i overtiden af den ordinære spilletid, men magtede ikke at score yderligere i den forlængede spilletid.

- Vi ønskede at blive en uge til eller mere, men vi kan ikke forandre resultatet, erkender den 37-årige veteran, som nu ønsker at overlade scenen til yngre spillere.

Giorgos Karagounis spillede sin første landskamp i 1999 mod El Salvador. Han deltog i tre EM-slutrunder og to verdensmesterskaber. I 2004 blev han europamester, men spillede ikke finalen på grund af karantæne.

/ritzau/

Dagens Gossip