Græsk vrede over långiveres skrappe krav til reformplan

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, langer ud efter Den Internationale Valutafond, IMF, før afgørende forhandlinger i Bruxelles med grækernes kreditorer om en løsning på den aktuelle gældskrise.

Premierministeren siger ifølge en talsmand, at de internationale kreditorer har afvist flere af de reformforslag, som grækerne har fremsat.

- Denne besynderlige position indikerer, at de enten ikke vil lave en aftale, eller at de støtter særlige interesser, skriver en vred Tsipras på Twitter.

- Visse institutioners afvisning af nogle af vores alternative forslag er uden fortilfælde, skriver premierministeren i et udfald mod Valutafonden.

Kreditorerne har fremsat deres egne forslag til at forbedre det seneste udspil, som Grækenland fremsatte mandag morgen før et hasteindkaldt eurotopmøde i Bruxelles.

Aktiemarkederne, der håber på en aftale mellem Grækenland og dets kreditorer, reagerede umiddelbart negativt på onsdagens udtalelser fra Athen. Men en EU-embedsmand fastslår, at forhandlingerne fortsætter.

- Der er ikke noget sammenbrud. Forhandlingerne fortsætter, siger embedsmanden til Reuters.

Tsipras mødes onsdag eftermiddag i Bruxelles med lederne fra de tre institutioner - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Valutafonden - forud for et formentlig afgørende møde onsdag aften i eurogruppen for EU-landenes finansministre.

Det er blandt andet besparelser på pensioner, højere moms og selskabsskat, som uenigheden handler om i forhandlingerne mellem Grækenland og de tre institutioner, der på vegne af Grækenlands kreditorer forsøger at nå til enighed om en græsk reformpakke, som kan udløse nye låneudbetalinger til grækerne.

De tre institutioner er dog parate til at diskutere elementerne i et kompromis, hvis bare tallene passer, og der er udsigt til en troværdig økonomisk aftale for Grækenland med besparelser, der ikke slår den økonomiske vækst ihjel.

Planen er, at eurolandenes finansministre skal banke en aftale med grækerne på plads på et eurogruppemøde, der starter onsdag klokken 19. Også ECB-chefen, Mario Draghi, og chefen for Valutafonden, Christine Lagarde, deltager i mødet, der ligger, dagen før et længe planlagt EU-topmøde starter i Bruxelles.

Den nuværende støtteordning for Grækenland udløber 30. juni, og samme dag skal grækerne betale 1,5 milliarder euro til Valutafonden. Det kan de næppe uden en aftale, der udløser nye lån.

/ritzau/