Græske forhandlinger slutter uden resultat

Søndagens forhandlinger mellem Grækenland og landets kreditorer i form af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) er søndag endt uden en aftale.

Der er stadig en betydelig afstand mellem parterne, siger en unavngiven talsmand for EU-Kommissionen til nyhedsbureauerne AFP og dpa.

Grækerne sad til møde i Bruxelles sammen med repræsentanter for EU og IMF i et forsøg på at finde en løsning på Grækenlands gældskrise.

- Selv om der skete nogle fremskridt, lykkedes forhandlingerne ikke. Der er stadig en betydelig kløft mellem de græske myndigheders planer og de fælles krav fra Kommissionen, ECB og IMF, siger talsmanden.

Møderne mellem parterne har været hyppige på det seneste, for tiden er ved at løbe ud for Grækenland. Landets nuværende låneprogram udløber med udgangen af denne måned.

Hvis der ikke bliver fundet en løsning, kan det ende med, at Grækenland bliver nødt til at forlade eurozonen og indføre sin egen valuta.

Økonomer frygter, at det kan føre til økonomisk kaos og nedgangstider i Europa.

- De kom med hænderne i lommerne, fnyser en vred kilde tæt på forhandlingerne.

Alle parter er enige om, at det er ved at være sidste chance for Grækenland, hvis landet vil have udbetalt vigtig økonomisk hjælp. Men det skal ske til gengæld for skrappe reformer, som Grækenlands 40-årige premierminister, Alexis Tsipras, har afvist.

En græsk regeringskilde betegner over for AFP de internationale kreditorers krav som "irrationelle".

- Kreditorernes krav er irrationelle. Drøftelserne varede 45 minutter, siger kilden, der lægger skylden for forhandlingssammenbruddet på IMF.

Valutafonden havde indtaget en "ubøjelig og hård" holdning og fastholdt, at Grækenland må skære yderligere i pensioner og øge momsen, siger den unavngivne græske regeringskilde.

Torsdag udvandrede en IMF-delegation fra et møde med grækerne.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip