Græske gældsforhandlinger slut uden aftale

Eurogruppen har torsdag aften afsluttet forhandlingerne om den græske gæld efter bare en time.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis, bekræfter på Twitter, at de 19 eurolandes finansministre ikke har haft held med at finde en løsning på den græske gældskrise på mødet i Luxembourg.

- Ingen aftale i eurogruppen. Stærkt signal til Grækenland om at engagere sig seriøst i forhandlingerne. Eurogruppen er klar til at mødes igen når som helst, skriver Dombrovskis.

Chefen for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, beklager på et pressemøde, at der stadig ikke er en aftale.

- Som det ser ud i dag, er det stadig muligt at enes om en aftale og forlænge hjælpeprogrammet inden månedens udgang. Hvor vi står, er der blevet præsenteret for lidt, til at vi kan indgå en troværdig aftale.

Chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Christine Lagarde, siger på pressemødet, at man stadig venter på troværdige forslag fra den græske regering.

- Det kan ikke bare handle om røg og magi, siger Lagarde og gør opmærksom på, at IMF ikke kun er til for Grækenland, men at organisationen repræsenterer 188 lande.

Kort inden mødets afslutning sagde en græsk regeringstalsmand, at finansminister Yannis Varoufakis havde præsenteret de øvrige eurolandes finansministre for en række nye idéer.

- Han er et kildevæld af idéer, sagde talsmanden.

Han gjorde det samtidig klart, at Grækenland ikke vil acceptere, hvis de internationale kreditorer ikke anerkender, at Grækenland står midt i en humanitær krise, hvor 7000 har begået selvmord, 250.000 virksomheder har lukket og unge grækere udvandrer i søgen efter job.

- Man må kunne sige til det græske folk, at deres martyrium slutter. At den finansielle vandtortur stopper, sagde talsmanden.

/ritzau/

Dagens Gossip