Græske højrenationalister mister statstilskud

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

Grækenlands parlament har besluttet, at det ultranationalistiske parti Gyldent Daggry ikke længere skal have statslige partitilskud.

Beslutningen blev onsdag aften vedtaget med 241 stemmer mod 26, og den træder i kraft med det samme.

Årsagen til indgrebet er, at ni af partiets 18 parlamentsmedlemmer er blevet anklaget for at være medlemmer af en kriminel organisation.

Partiets leder, Nikos Michaloliakos, og to andre af partiets parlamentarikere har været tilbageholdt af politiet siden den 3. oktober.

I september blev en venstreorienteret rapper dræbt af knivstik, og et medlem af Gyldent Daggry er blevet tiltalt for drabet.

Partiets ledelse afviser ethvert kendskab til sagen.

Efter mordet vedtog parlamentet, at partiets parlamentarikere skal have frataget deres politiske immunitet.

Gyldent Daggrys partiemblem ligner det nazistiske hagekors, og flere partimedlemmer har også udtrykt deres beundring for Nazitysklands diktator, Adolf Hitler.

Partiet har nydt godt af en bred utilfredshed i befolkningen med den illegale indvandring, ligesom vreden over den store arbejdsløshed og den dybe økonomiske krise har kastet vælgere i armene på partiet.

Ved valget i fjor fik Gyldent Daggry 18 mandater i parlamentet som det femtestørste. Den tilslutning voksede i meningsmålinger i perioden efter valget.

/ritzau/dpa