Græske skuldertræk over IMF-exit fra låneforhandlinger

Skrevet af admin

12/06/2015

Dagens topnyheder

Den Internationale Valutafonds udvandring fra forhandlinger med Grækenland om landets lånepakke var blot et forsøg på at lægge pres på grækerne og de europæiske kreditorer.

Det mener en kilde i den græske regering, som slår torsdagens hændelse hen og siger, at man forhandler videre om en aftale - men uden at gå på kompromis med sine grundlæggende betingelser.

Torsdag forlod en IMF-delegation et møde med grækerne.

Tiden er ved at rinde ud for Grækenland, hvis nuværende låneprogram udløber med udgangen af juni.

Den græske regering siger fredag ifølge Reuters, at forhandlingerne på "teknisk niveau" er afsluttet, og man sætter nu "skub i de politiske forhandlinger."

Chefen for eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, slår efter IMF-udvandringen fast, at en aftale er utænkelig uden valutafondens medvirken.

- Hvis IMF forlader forløbet, hvilket jeg er sikker på ikke vil ske, så vil dele af programmets finansiering være væk, og så har vi ikke længere en basis, siger Dijsselbloem.

En IMF-talsmand siger, at gabet mellem parterne fortsat er meget stort, og derfor er de lige nu "langt fra en aftale."

/ritzau/Reuters