Gram Slot åbner Sønderjyllands kulinariske showroom

Skrevet af Elo Christoffersen

01/07/2013

Dagens topnyheder

Sønderjylland får på torsdag sit helt eget kulinariske udstillingsvindue. Det sker,  når slotsejerne Svend og Sanne Brodersen, Carl Holst, formand for kulturudvalget i Haderslev Kommune og Karl Gunnar Gregersen, formand for Region Syddanmark klipper snoren til gårdbutikken og caféen i den nyrestaurerede kostald.

Alle er inviteret til den store begivenhed, der fejres torsdag mellem klokken 11 og 17, hvor gæster i løbet af dagen selv kan få fingrene i håndværket med at kærne smør, male mel og smage på de mange varer i butikken og møde de små fødevareproducenter og kunsthåndværkere.

Regionalt samarbejde manifesteres

Gram Slot har allerede manifesteret sig som Sønderjyllands oplevelsescenter for økologisk landbrug, gastronomi og kultur, nu bliver det i endnu højere grad et samlingspunkt for de lokale borgere og mange turister, men også for regionens producenter.

- Vi ser frem til at byde folk fra nær og fjern velkommen i vores flotte, nye butik og café, for vi er så stolte over at huse regionens kulinariske spydspidser. Jeg håber, at det er med til at styrke linket mellem producent og forbruger og netværket producenterne i mellem, siger Sanne Brodersen, indehaver af og kulturformidler ved Gram Slot.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Det regionale fødevareprojekt Syddansk Fødevareklynge har arbejdet tæt sammen med Gram Slot om at indfri ambitionen om at skabe større synergier for fødevareproducenterne, et arbejde der i sidste ende skal styrke virksomhedernes afsætning og dermed bundlinje.