Granatangreb på bus koster flere civile livet i Ukraine

Mindst seks civile meldes dræbt, efter at en granat har ramt en bus syd for byen Donetsk i Østukraine, oplyser ukrainsk militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge en erklæring fra det ukrainske militær er omkring 20 mennesker blevet såret ved hændelsen, der er sket omkring 35 kilometer sydvest for de prorussiske separatisters højborg i Donetsk.

Ifølge det ukrainske militær er raketten affyret af prorussiske separatister.

Umiddelbart efter angrebet hersker der tvivl om dødstallet. Lederen af det regionale politi siger til AFP i et telefoninterview, at 10 civile er blevet dræbt, mens 13 personer er såret.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip