Grand Prix-feberen raser i Malmø

Efter at Loreen med »Euphoria« sidste år i Baku i Aserbajdsjan sang sejren i Det Internationale Melodi Grand Prix hjem til Sverige, havde den svenske hovedstad nærmest taget det for givet, at den efterfølgende finale skulle placeres der.

Byen var netop ved at lægge sidste hånd på Friends Arena, der med plads til 65.000 publikummer ville være det perfekte udgangspunkt for de to semifinaler og finalen.

Stockholms borgmester Sten Nordin udsendte umiddelbart efter sejren en pressemeddelelse med overskriften »Velkommen til Stockholm 2013« og slog fast, at byen allerede havde reserveret de 3.000 hotelværelser til begivenheden, som European Broadcast Union (EBU) kræver. Det skriver Berlingske.

»Vores erfaring er, at denne type begivenheder er profitable for byens turistindustri – specielt på den lange bane. Det oplevede vi ved kronprinsessens bryllup. Folk blev interesserede i Stockholm efter at have set billeder fra brylluppet, og nu ser vi effekten af det,« sagde Nordin ifølge Berlingske til det svenske nyhedsbureau TT.

Men Stockholm havde gjort regning uden vært. Malmø havde også meldt sig ind i kampen om værtskabet, og deres oplæg faldt i arrangørernes smag. Malmø Arena har ganske vist kun 15.000 siddepladser, men det var nok for SVT, der står for arrangementet.

»Valget af Malmø bygger på en helhedsvurdering af de rammer, som, vi tror, er bedst for Eurovision Song Contest-formatet. De seneste års udvikling med større arenaer og omkostninger er ikke en holdbar model for ESC og har ikke gjort oplevelsen bedre,« lød argumentet fra Executive Producer for ESC 2013, Martin Österdahl, da realiteterne var gået op for stockholmerne.

Gustav Adolfs Torv i det centrale Malmø vil i den kommende uge blive omdannet til ét kæmpe stort Grand Prix-område.

»Byen og dens pladser, barer og restauranter skal være en forlænget arm af TV-showet i Malmø Arena, så alle inkluderes i festen,« siger Karin Karlsson, projektleder for ESC Malmø Stad og Region Skåne, ifølge Berlingske.

København kommer sandsynligvis også til at nyde godt af svenskernes valg. Københavns Lufthavn vil blive knudepunktet for de tusindvis af gæster, presse og delegationer, der vil ankomme til begivenheden, og hos Wonderful Copenhagen forventer man, at begivenheden på den anden side af broen også smitter af på København.

»På den helt korte bane kan vi mærke, at København har en helt usædvanlig høj belægning på hotellerne i den kommende uge. Samtidig betyder det noget for lufthavnen og for hele den industri, der lever af turismen, såsom restauranter, transport og attraktioner i København,« siger underdirektør hos Wonderful Copenhagen, Martin Bender, til Berlingske.

»Derudover er der en stor reklameværdi i det her. Vi har en klar overbevisning om, at mange af de internationale journalister, der kommer til begivenheden også vil lave noget om København. Grand Prixet sætter fokus på hele vores region og samarbejde hen over Øresund. Vi har en ambition om at blive endnu bedre til at få de her store begivenheder til at fylde hele regionen. Primært fordi København er alt for lille i international sammenhæng, men på regional basis er den faktisk oppe og spise kirsebær med nogle af de største i verden. Og lige netop denne begivenhed har en meget massiv mediepenetration, for det er jo ikke bare én aften, men det er jo over flere dage, at denne event bliver fulgt. Så hvis det bare drypper lidt på os, mens det regner på Malmø, så er vi glade,« siger Martin Bender og afslutter:

»Så vi er meget taknemmelige for, at Malmø blev valgt, og det ikke blev Stockholm. De må bare se i øjnene, at det i virkeligheden er os, der er Skandinaviens centrum.«

Dagens Gossip