Grand prix-værtinder: Catsuits var vores idé

Da de tre kvindelige værter til dette års danske melodi grand prix første gang trådte ind på scenen til aftenens store show i Herning, var de ikke iført de sædvanlige lange kjoler, som man ellers kender fra sangkonkurrencen.

De var i stedet iført meget tætsiddende, sorte catsuits, som fik hele salen til at spærre øjnene op. Og det var ikke noget, de var blevet påduttet.

- Det var vores idé. Ja, det var det faktisk, siger de tre i kor til Ritzau.

- Lagde I virkelig mærke til dem? Vi troede bare, at det ville være en anonym ting. Gud tænk, at I så det, tilføjer de og griner.

Den tidligere X Factor-vært Lise Rønne, skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke og Aftenshowets Louise Wolff spankulerede rundt i de meget sexede catsuits de første 10-15 minutter af grand prix-showet.

- Vi gjorde det, fordi folk tænker: "Vi har her tre damer. De skal være pæne at se på". Og så havde vi det sådan, at så skulle vi have noget andet end kun kjoler på, fortæller Lise Rønne.

- Ja, og så opstod der også en tanke om, at når vi var tre, så var vi måske på en mission, og så går man ikke i blonder, vel? Så tager man noget tøj på, som man kan arbejde i, tilføjer Louise Wolff og får sine to kolleger til at skralde af grin.

Men man kan undre sig over de tre værtinders valg, når Louise Wolffs meget nedringede kjole fra sidste års melodi grand prix skabte store overskrifter dagen derpå.

- Hvis vi ikke kunne tåle det, så havde vi ikke taget det på, siger Louise Wolff.

- Så I kan bare "bring it", griner hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV