Grand prix-vindersang lå 10 år i en skuffe

Skrevet af admin

08/02/2015

Mest læste i dag

Lørdag aften tog gruppen Anti Social Media både Gigantium i Aalborg, juryerne og seerne hjemme i stuerne med storm og vandt det danske Melodi Grand Prix med nummeret "The Way You Are".

Men at nummeret skulle ende som grand prix-sang, var i virkeligheden slet ikke planlagt, afslører produceren Lars "Chief 1" Pedersen, der sammen med Remee er teamet bag tonerne og teksten.

- Sangen blev lavet for 10 år siden. Vi sad og jammede over et eller andet, og så begyndte Remee at synge "It's the way you are", og jeg havde akkorderne og kan jo mine gamle 60'er-ikoner, så jeg lod mig inspirere derfra, fortæller Chief 1.

- Den lå så længe i skuffen, fordi vi ikke rigtig kunne finde nogen, der kunne synge den. Vi havde en demo, som Remee havde sunget helt vildt fedt, og så jagtede vi ligesom en, der kunne synge den sådan.

- 10 år efter finder vi en 19-årig knægt fra Fredericia, der bare går ind og negler den. Det er jo det, der er så fantastisk ved popmusik, siger han.

Den 19-årige dreng hedder Philip, og sammen med David på 25 år, Nikolaj på 19 år og Emil på 24 år danner han gruppen Anti Social Media, der nu kan kalde sig grand prix-vindere.

At sangen, der altså blev skrevet tilbage i 2005, stadig har hitpotentiale, har ifølge Chief 1 noget at gøre med Remees evner indenfor sangskrivning.

- Han har bare skrevet et pissegodt omkvæd. Han kan bare ramme nogle ting. Kunsten er jo at ramme noget, der er så simpelt, at folk nærmest tænker, at det er for nemt, siger produceren.

Det er anden gang, Remee og Chief 1 vinder det danske Melodi Grand Prix. Tilbage i 2012 stod de bag Soluna Samays "Should've Known Better", der dog skuffede ved det internationale grand prix og endte på en sølle 23. plads ved konkurrencen, der foregik i Baku i Aserbajdsjan.

Om Anti Social Media vil klare sig bedre, tør Chief 1 ikke spå om.

- Jeg aner det ikke. Det er noget med tiderne og strømningerne. Det var et mareridt i Aserbajdsjan, hvor vi ikke kunne få lov til at ændre noget som helst, ikke det mindste kameraklip, så jeg håber, at det kommer til at være nemmere i Østrig. Der får vi forhåbentlig mere at skulle have sagt, siger han og tilføjer:

- Folket og juryen har valgt den, og så må vi bare gøre vores bedste.

/ritzau/