Grandprix-Johannes dybt påvirket af sygebesøg

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

De er en gruppe med en mission: Lighthouse X, der består af Søren Bregendal, Martin Skriver og Johannes Nymark, skal nemlig ikke bare repræsentere Danmark i Eurovision. De vil også gerne bruge deres status og berømmelse på at nå ud til de mange, der har det svært.

Mandag besøgte de tre drenge således Astrid Lindgrens børnesygehus i Stockholm for at give et par numre for de indlagte børn. Flere af dem er alvorligt syge, og det betyder det meget for de danske grandprix-drenge, at de før har prøvet at optræde for børn på et hospital. Ellers kan følelserne meget nemt overtage.

- Det er rart, at vi har gjort det før. Nogle af børnene er jo for svage til at udvise begejstring, og det ved vi jo godt, men selvfølgelig bliver man berørt af det. Alle ved jo, at børnene er her af en grund, siger Johannes Nymark, der selv er far til en lille pige på halvandet år.

- Jeg kan godt mærke, at jeg bliver påvirket af at være her. Især når jeg ser børn, der har lige den størrelse (som Maggie My, red.). Så kan jeg godt mærke, at der dukker nogle tanker op om det og også virkelig en empati for forældrene. Tænk at skulle se sit barn sådan, siger sangeren mens tårerne presser sig på.

- Det er svært at tale om.

Men selvom det ikke er nemt at stå ansigt til ansigt med sygdom og sorg, er det netop én af drengenes kæpheste.

- Vi vil jo gerne opfordre andre til at gøre sådan nogle ting, for selvom det er ubehageligt at se et menneske lide på den måde, så skal jo ikke afholde os fra at række ud og være sammen og skabe fællesskaber, siger Søren Bregendal.

- Børn i den situation oplever jo ofte at blive isolerede, og den ensomhed er meget destruktiv. Pårørende og klassekammerater ar svært ved at finde ud af hvad, de skal sige. Men børn har også brug for at blive mærket og vide, at de ikke bare er en elefant i rummet, forklarer han og tilføjer:

- Vi ved jo, at det, at vi er her, det gør noget godt.

Lighthouse X har udover hospitalsbesøg også flere arrangementer med andre landes deltagere, ligesom de også har sat tid af til at hygge sig med de danske fans, inden det for alvor går løs ved den anden semifinale i musikkonkurrencen torsdag aften i Stockholm.

/ritzau/FOKUS