Gratis HPV-vaccine til unge kvinder er en succes

»Det er gået rigtig godt. Allerede efter fire måneder rundede vi 50 procents deltagelse og dermed verdens højeste vaccinationsprocent. Vi er nu helt oppe på 70 procent,« siger Iben Holten, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, og forklarer, at resultatet af de mange vacciner bliver færre tilfælde af livmoderhalskræft, færre keglesnit og færre kønsvorter.

Der, hvor flest er blevet vaccineret, er i Region Sjælland, hvor deltagelsen ligger på 73,6 procent. I Region Hovedstaden ligger tallet på 66,2 procent, hvilket gør det til den region, hvor færrest er blevet vaccineret.

Tallene viser også, at de store forskelle mellem kommunerne, er blevet udlignet.

»Mange kommuner har gjort et fantastisk stykke arbejde. Det gælder blandt andet vestegnskommunerne i hovedstaden. Der er blevet uddelt pjecer og lavet events i samarbejde med vores mange frivillige, og det har virket,« siger Iben Holten.

Tilbuddet udløber til årsskiftet, men er man blandt de 30 procent, som endnu ikke er blevet vaccineret, er det ikke for sent. Man kan nemlig godt blive vaccineret hurtigere end på de anbefalede seks måneder. Der skal bare gå mindst en måned mellem første og andet stik og mindst tre måneder mellem andet og tredje stik, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Dagens Gossip