Gratis psykologrådgivning giver ventelister i Aarhus

Skrevet af admin

01/08/2016

Mest læste i dag

Et gratis tilbud om psykologhjælp til unge har givet travlhed i Aarhus Kommune.

Så meget at man har måtte ansætte to ekstra fuldtidspsykologer på projektet siden dets start 1. marts 2016.

- Der er meget travlhed, og det havde jeg også forventet, for jeg har aldrig arbejdet med en politisk sag, hvor der har været så meget opmærksomhed fra borgerne, inden det var gennemført, siger rådmand Thomas Medom (SF).

Netop hans parti har gratis psykologhjælp som mærkesag og slår mandag på tromme for at udbrede initiativet fra Aarhus Kommune til landets resterende kommuner.

Det sker på baggrund af ny undersøgelse Psykiatrifonden, der viser, at halvdelen af de unge kvinder mellem 18-34 år kæmper med psykiske problemer.

I alt tilbyder 14 kommuner en lignende ordning som den i Aarhus, hvor de unge ikke behøver at blive henvist fra en læge for at tale med en psykolog.

Tilbuddet i Aarhus er rettet mod unge, og der kan bevilges op til fem samtaler med erfarne psykologer.

- Det vi kan sige, det er, at medarbejderne dernede siger, at det er rigtig meningsfyldt, og de unge er meget begejstret for det, siger Thomas Medom.

Han mener godt, at den store udgift for kommunen kan svare sig, for ifølge ham undgår de unge lange behandlingsforløb med de forebyggende samtaler.

- Mit udgangspunkt, det er, at det her er en god investering, det kommer igen i forhold til sparede udgifter andre steder i kommunekassen. Der er mange, der undgår at komme i decideret behandling og ende i psykiatrien, siger Thomas Medom.

Blandt de andre kommuner med lignende ordninger kan nævnes Vejle og Køge Kommune.

/ritzau/