Gratis skybrudstjek af private boliger bliver permanent

Er din bolig sikret mod voldsomme skybrud, som det man så i hovedstadsområdet i weekenden?

Det kan du få svaret på, hvis du får udført et såkaldt klimatjek af din bolig. Tjekket er nemlig helt gratis og har været det siden efteråret 2012, hvor det blev indført som en del af en skybrudskampagne mellem Miljøministeriet og dets samarbejdspartnere.

Oprindeligt varede skybrudskampagnen indtil 1. juli 2013. Herefter fortsatte de gratis klimatjek alligevel, og nu har de danske kloakmestre og anlægsgartnere besluttet at gøre ordningen permanent.

Det glæder miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

- Skybrudssæsonen har ramt os med fuld kraft, det så vi tydeligt i weekenden. Mange boligejere kan vinde ved at få undersøgt, om der er risiko for oversvømmelser i hjemmet.

- Et gratis klimatjek er en rigtig god start og kan fastslå, om man er nødt til at sikre sig, før det store regnvejr rammer, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Formanden for Danske Kloakmestre, Henning Lübcke, fortæller, at det er både billigere og nemmere at forebygge skybrudsskader end at reparere dem.

- Det er et stykke tid siden, vi har haft alvorlige skybrud eller oversvømmelser i Danmark, og det er vores erfaring, at mange danskere derfor hurtigt glemmer risikoen.

- Men alene regnvand betyder, at vi hver dag må lappe på dårlige løsninger i danskernes hjem. Vi støtter derfor op om ordningen med et gratis klimatjek, der kan forebygge, siger Henning Lübcke.

Cirka 190 virksomheder engageret under Danske Kloakmestre, Dansk Byggeri Kloaksektionen, Danske Anlægsgartnere med De Grønne Kloakentreprenører og Danske Maskinstationer og Entreprenører tilbyder det gratis klimatjek af boligen

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV