Graulund angriber AGF-træner: Dårlig ledelsesstil

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

AGF-træner Peter Sørensen bliver udsat for skarp kritik for sin ledelsesstil i den aarhusianske superligaklub.

Det er klubbens tidligere angriber Peter Graulund, der går særdeles hårdt til Peter Sørensen i sin nye selvbiografi "Jeg er nummer 11", der udkommer i næste uge.

Sørensen bliver blandt andet beskyldt for at tale nedladende til sine spillere. Overfor Aarhus Stiftstidende uddyber den nu pensionerede angriber sin kritik.

- Når jeg deler kritik ud til Peter Sørensen, så handler det om, at jeg ikke kan forstå, hvorfor han har et behov for at tale ned, være ydmygende og nedladende over for voksne mennesker.

- Hvis man ikke kan få mennesker til at forstå et budskab ved at tale normalt, så må man kigge indad, siger Peter Graulund ifølge Berlingske til avisen.

Den nuværende Viasat-kommentator mener, at spillerne bliver demotiverede af Peter Sørensens ledelsesstil.

AGF-træneren svarer på kritikken i en e-mail til Aarhus Stiftstidende:

- Ud fra de par afsnit, jeg og den spændt ventende offentlighed har fået åbenbaret, synes der at være tale om en mand, der i egen optik er en levende legende, som efter nyligt udløb af sine kontraktlige loyalitetsforpligtigelser og aflønning finder - med tydelig mangler på både indsigt og selvindsigt - anledning til at sværte sine tidligere holdkammerater, træner og sportschef og direktør til i den klub, han giver udtryk for at elske - næsten lige så højt som sig selv.

/ritzau/