Gravgaard om rystet over FCKs bundniveau

Krisen i FCK er ikke til at komme udenom. Ni kampe uden sejr, og et mandskab, der ikke kan score mål, taler sit tydelig sprog. Den vanskelige øjeblikkelige situation ville være til at leve med, hvis der var tegn på forbedring. Problemet et bare, at de er langt væk.

- Der er flere ting galt, men det som primært ryster FCK, er deres ekstremt lave bundniveau lige nu. Sådan et bundniveau er ikke set rigtig, rigtig længe. De er tydeligvis ramt på selvtilliden. Ledelsen og trænerteamet har forsøgt at forklare den dårlige stime i foråret med, at mesterskabet var vundet, og man derfor ikke skulle hænge sig så meget i det. Den køber spillerne ikke længere, det kan man se på dem, siger Michael Gravgaard, som selv spillede 129 kampe i FC København fra 2005 til 2008 og i dag arbejder som vært på Canal 9.

- Jeg var selv rystet efter deres nederlag til Randers i weekenden. FCK spiller jo fremragende i begyndelsen af kampen, så kommer der en kontra mod dem, som ender i scoring, og så er de på dybt vand alle sammen. Den tendens i FCK har jeg ikke set i mange år, og der er en nervøsitet i holdet, som jeg ikke troede på kunne indfinde sig, lyder det fra Gravgaard.

Andreas Cornelius er væk, og dermed også muligheden for at benytte sig af den lange aflevering til ham. Hvor meget mangler FCK sådan en type?

- Det skriger jo til himlen. Lige siden FCK begyndte at overtage fodboldtronen fra Brøndby, har man haft fysisk stærke typer som Marcus Albäck, Dame N’Doye og Andreas Cornelius, men lige nu mangler de sådan en profil. Der er ikke en stærk mand, der kan kæmpe sig til målene, når lokummet brænder. Ham manglede de også mod Randers, hvor det var tydeligt, at FCK ikke troede på, at de kunne vinde, siger Michael Gravgaard.

Selvom sejrene udeblev i sidste sæsons sidste seks kampe, og de heller ikke er kommet i løbet af de tre første i denne, så har både spillere, trænere og ledere i FCK udadtil holdt fast i, at det bare handlede om at komme tilbage på træningsbanen og arbejde hårdt, så skal tingene nok vende. Den køber Michael Gravgaard bare ikke helt.

- Fodboldspillet er ubarmhjertigt, for det er resultaterne, der tæller. Da jeg selv spillede, forsøgte vi også at snakke os ud af problemerne, det kan man bare ikke. Det ved de også godt i FCK, og det vil overraske mig voldsomt, hvis der ikke arbejdes benhårdt i kulissen på at finde en ny angriber hurtigst muligt. Gør de ikke det, så har de endnu ikke forstået alvoren.

Hvor definerende for resten af sæsonen kan kampen ude mod FC Nordsjælland på søndag blive?

- Et nederlag til FC Nordsjælland vil ikke bare være en forværring af holdets krise, så vil man også begynde at overveje, om der skal rulle hoveder.

Dagens Gossip