Gravhundesagen fra Lolland vokser: Afmagret tæve var drægtig

Den ene af de drægtige tæver er således nedkommet med et hvalpekuld, så nu er 21 hunde blevet til 27.

Dyreværnets udrykningsleder fjernede i samarbejde med politi og dyrlæge mandag den 4. maj hele 21 misrøgtede gravhunde fra en ejendom på Lolland.

I flere dage var hundenes fremtid uvis, for ejeren var ikke interesseret i formelt at overdrage hundene til dyreværnsforeningen.

Heldigvis indvilligede ejeren i torsdags i, at Dyreværnet overtog hundene.

Læs også: Endnu en chokerende hundesag: 21 gravhunde i forfærdelig stand fjernet fra ejer

Dermed skal hundene ikke tilbage til vedkommende, men nu også formelt er Dyreværnets hunde. Det var i sidste øjeblik, for een af de drægtige tæver er nu nedkommet med seks hvalpe.

Den nye hundemor, som Dyreværnet har døbt Sweetie, var højdrægtig, da hun blev fjernet fra sin ejer.

Derfor besluttede Dyreværnets dyrlæge, at hun øjeblikkeligt skulle ud i familiepleje, så hun kunne få fred og ro omkring sig. Det viste sig at være i sidste øjeblik, for nu er Sweetie nedkommet med seks hvalpe: Fem hanner og en tæve.

De bittesmå snuder har det efter omstændighederne godt, men Sweetie er meget afmagret og afkræftet.

- Alle hundene var dehydrerede, afmagrede og mange af dem lider decideret af blodmangel. Så vi var en smule bekymret for, hvordan fødslen skulle gå. Heldigvis har både Sweetie og hendes hvalpe det godt, og nu skal de bare have fred og ro og masser af kærlighed og pleje, fortæller udrykningsleder Nina Amdi Carlsen.

Hun fortsætter:

- Jeg er stadig rystet over denne sag. Da jeg var på ejendommen, ville ejer ikke give os adgang, så alle hundene blev rakt ud til mig gennem et vindue. En af gravhundene sprang direkte op i en trillebør fyldt med vand, der stod ved dyreambulancen, bare for at få noget at drikke. Det fortæller vist, hvor tørstig han var, og det var en barsk oplevelse.

I 2014 hentede Dyreværnet hele 503 kæledyr fra kummerlige kår. Dette er næsten en firdobling af dyr hentet fra dyreværnssager siden 2012, hvor foreningen hentede 139 dyr fra dyreværnssager. 

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip