Gravid landsholdsanfører stopper karrieren

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Katrine S. Pedersen har været med på Danmarks kvindelige fodboldlandshold i 20 sæsoner. Nu er det slut. Den 36-årige landsholdsanfører er blevet gravid, og ser det som den rette anledning til at stoppe karrieren.

Det meddeler hun i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union.

- Det er selvfølgelig en trist beslutning, fordi jeg elsker sporten, og det at spille fodbold. Men jeg er 36 år, og det føles rigtigt at stoppe nu. Jeg vil gerne prioritere at få en familie, fortæller hun i pressemeddelelsen.

EM i Sverige i denne sommer var Katrine S. Pedersen ottende slutrunde, og hun opnåede den hæder at blive udtaget til Uefa's All Star-hold.

Spilleren med 210 A-landskampe og i alt 229 landskampe, har spillet de seneste 10 år i udlandet, og hun føler sig ikke færdig med fodbold selv om den aktive karriere nu slutter.

- Det har været og vil altid være en stor del af mit liv. Det kan jo være, at jeg finder ud af, at den næstbedste ting i livet er, at stå på sidelinjen, siger hun.

Når man har været på landsholdet i 20 år, har man også haft en vis betydning for medspillerne. Katrine S. Pedersens afløser som landsholdsanfører, Line Røddik Hansen, er temmelig ærgerlig over at miste en god holdkammerat.

- At Katrine stopper er et stort tab for både landsholdet og dansk kvindefodbold. Hun har haft ubeskriveligt stor betydning. Jeg har altid været imponeret over Katrines lederskab.

- Hun har en fantastisk personlighed og er en meget omsorgsfuld person, som ser alle på et hold. Mest af alt har jeg altid været fascineret af hendes passion og kærlighed til fodbolden, siger Line Røddik, som ser frem til at skulle fylde nogle store sko ud efter Katrine S. Pedersen.

/ritzau/