Gravides ramadan-faste får konsekvenser for barnet

En mor, der som gravid valgte at faste under ramadanen, risikerer blandt andet at få et barn med en lavere fødselsvægt. Et nyt dansk studie fra Hvidovre Hospital fastslår nemlig, at faste har flere konsekvenser for børn, skriver Politiken.

Faste betyder blandt andet, at fosteret bevæger sig markant mindre og ikke har nær så mange af de hikkebevægelser, der hjælper det til at udvikle lunger og vejrtrækningsteknik.

Og så vejer børn af en mor, der har fastet under graviditeten, i gennemsnit omkring 100 gram mindre ved fødslen end et barn af en mor, der ikke har fastet.

- Det er ikke sådan, at de kommer ud og er undervægtige, men det er tydeligt, at der er forskel på fødselsvægten, alt efter om moderen har fastet under graviditeten eller ej, siger fødselslæge Jacob Alexander Lykke, en af de to forskere bag studiet, der offentliggøres i Ugeskrift for Læger i næste uge, til Politiken.

Forskerne har blandt andet samlet materiale fra udlandet, og her peger han på asiatiske undersøgelser, der antyder, at fasten kan have langsigtede konsekvenser. Det tyder blandt andet på, at især drengebørn har øget risiko for at udvikle type 2-diabetes og få hjerteproblemer senere i livet.

Men den sammenhæng bør undersøges nærmere, lyder det fra Jacob Alexander Lykke, der har lavet studiet sammen med kollegaen Urfan Zahoor Ahmed.

De vil ikke direkte fraråde gravide at faste under ramadanen.

- Vi har respekt for, at islam er en kultur, der går mange hundrede år tilbage, men især i år og de kommende år, hvor ramadanen falder omkring midsommer, er der grund til at tænke sig om, før man beslutter at faste som gravid.

- For når man skal faste fra daggry til solnedgang midt om sommeren, bliver det til rigtig mange timer af døgnet, og konsekvenserne for barnet kan blive mere udtalte, siger fødselslægen til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV