Greb ind, da ingen andre gjorde: Nu hylder tusindvis brandmand fra København

En københavsk brandmand bliver lige nu hyldet på sociale medier, efter han natten til i går valgte at skride til handling, da ingen andre myndigheder ville. 

Hundredevis af flygtninge var strandet på Københavns Hovedbanegård, hvor de hverken kunne komme frem eller tilbage på grund af de nyligt lukkede grænser.

Samtidig havde vinteren for alvor sat ind, og derfor var der også hård kulde på Hovedbanegården, hvor de mange mennesker forsøgte at få noget søvn. De frivillige medarbejdere havde forgæves forsøgt at skaffe flere tæpper, og da Qasam Ijaz kom forbi og så hvor slemt det stod til, forsøgte han at få forskellige myndigheder til at hjælpe. 

- I håb om at kunne få lov til at låne nogle tæpper, ringede jeg til alle de omkringliggende hoteller - men uden held. Jeg ringede også til Beredskabsstyrelsen - også uden held. Til sidst fik jeg fat i Hovedbrandstationen hos Københavns Brandvæsen, hvor jeg snakkede situationen igennem med den vagthavende, der ligesom jeg undrede sig over, hvorfor politiet eller de store nødhjælpsorganisationer ikke var til stede for at hjælpe disse mennesker, skriver Qasam Ijaz på Facebook om oplevelsen, der takket være medmenneskelighed og snarrådighed endte godt. 

Den vagthavende brandmand valgte nemlig at gå udover sit mandat og træde til. 

- Heldigvis blev vi enige om at vi ikke kunne vente til mandag morgen hvor det officielle Danmark vågnede, eller til at politikerne fandt ud af hvordan man behandlede mennesker mere anstændigt. Københavns Brandvæsen sendte inden for en time en bil ud med et antal alutæpper som deres bidrag til dem som lå og frøs - og for det vil jeg bare takke dem af hele mit hjerte!, skriver Qasam Ijaz, der samtidig sender en tak til alle de danskere, der er med til at gøre Danmark til et lidt bedre sted. 

- Måske fungerer vores politiske system ikke, men civilsamfundet fungerre perfekt. Her hjælper vi hinanden og vi hjælper dem som har brug for hjælp. Civilsamfundet skelner ikke imellem race eller tro - Civilsamfundet træder til og løfter i flok, skriver han. 

 

Dagens Gossip