Green Day forsanger: Psy er musikindustriens herpes

Psy har millioner af fans verden over, men Billie Joe Armstrong er ikke en af dem. Green Day-forsangeren går til angreb på den sydkoreanske rapper og kalder ham »musikindustriens herpes«.

Armstrong var indlagt til afvænning, da Psy indtog den globale scene med »Gangnam Style« sidste sommer, men hverken det iørefaldende kæmpehit eller efterfølgeren »Gentleman« falder i rockstjernens smag, hvilket han sætter en tyk streg under på sin Instagram-side: »Den gut er musikkens herpes. Så snart du tror, det er væk, blusser det op igen. Gå så væk«, skriver sangeren.

Der var en helt anden tone på i aftes, da Psy besøgte Harvard-universitetet. Her var der ingen tegn på, at de studerende skulle være enige med Armstrong - tvært imod. Manden bag »Gangnam Style« fik en begejstret modtagelse på den fornemme læreanstalt, hvor han deltog i et debatmøde.

Psy holdt et oplæg til aftenens diskssion, hvis emne var den koreanske rapper som globalt, digitalt kulturfænomén. Den buttede hiphop-stjerne indrømmede blankt, at successen var kommet bag på ham: »Sådan noget som »Gangnam Style« er ikke normalt. Det var et tilfælde og tilfælde optræder ikke ret tit«, fastslog han og fortsatte: »Jeg kan ikke sige, jeg har været den bedste, men jeg kan sige, at jeg har gjort mit bedste gennem 13 år«.

I den muntre ende af talen underholdt Harvards gæst fra Seoul med sine oplevelser af USA. Psy undrede sig blandt andet over, hvorfor de amerikanske nyhedsudsendelser starter så tidligt på dagen og forklarede, at han har svært ved at komme op, når han skal optræde i morgenprogrammerne.

Dagens Gossip