Greenpeace afbrød Champions League-kamp med protest

Aktionen var en protest mod det tyske holds hovedsponsor Gazproms olieboringer i Arktis.

Kampen blev indstillet i cirka fem minutter, da fire aktivister i orange kedeldragter, hængende i reb fra taget, foldede det store banner ud, hvorpå der stod »Gazprom, Don’t Foul the Arctic« (Gazprom, lad være med at forurene Arktis, red.).

»Gazprom leder an i en russisk roulette med miljøet i Arktis. De russiske myndigheder holder hånden over selskabet ved at undertrykke fredelige protester. Gazproms boreplatform er gammel og rusten, og selskabet er hverken klar til at bore i det ekstreme vejr eller i stand til at rydde olien op, når olien fosser ud. Derfor skal olieboringerne stoppes,« lød det efter aktionen fra Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace, i en pressemeddelelse.

Kampen blev genoptaget, da aktivisterne hejste sig tilbage på stadionets tag.

Den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen, der lige nu sidder varetægtsfængslet sammen med 29 andre i Rusland, var ombord på skibet Arctic Sunrise, der protesterede mod netop Gazprom i midten af september.

Det russiske nyhedsbureau Interfax rapporterede tidligere på dagen, at varetægtsfængslede Greenpeace-aktivister fra Arctic Sunrise vil blive tiltalt for pirateri onsdag.

Det er imidlertid ikke bekræftet fra officielt hold.

Dagens Gossip