Greenpeace afviser russiske anklager mod aktivister

Men det er der ikke noget hold i, mener Greenpeace.

»Vi mener ikke, russerne har noget belæg for at rejse tiltale. Vores advokater og internationale eksperter i international ret siger, at russerne ikke havde ret til at gå ombord på skibet. Og anklagerne om pirateri er helt hen i vejret. Der er nogle helt klare ting, som skal være opfyldt, før man kan tale om pirateri, hvor man blandt andet skal gøre brug af våben og voldelig overtagelse, og det har der ikke været tale om her,« siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark.

Ruslands myndigheder oplyste fredag, at grænsevagterne har beviser på, at aktivisterne har begået pirateri. Det er en lovovertrædelse, som i Rusland har en strafferamme på mellem fem og 15 års fængsel.

Blandt de 30 medlemmer af Greenpeace-aktionen er en dansk kvinde, der ifølge Metroxpress er 26 år og ved at uddanne sig som skibsfører. Greenpeace har ikke siden aktionen onsdag været i kontakt med den unge kvinde, men Jon Burgwald bekræfter, at man har været i kontakt med kvindens familie.

Aktivisternes skib, Arctic Sunrise, er i øjeblikket ved at blive bugseret til Murmansk i Rusland, efter at russiske grænsevagter torsdag stormede skibet fra en helikopter.

Skibet forventes at nå Ruslands kyst tirsdag morgen, oplyser Jon Burgwald. Han håber, at de russiske myndigheder her vil lempe på anklagerne.

»Vores opfordring er, at de bliver løsladt og måske maksimalt bliver udvist fra Rusland,« siger Jon Burgwald.

Greenpeace-aktionen, hvor to aktivister kravlede ombord på en olieboreplatform, var rettet mod verdens største naturgasselskab, Gazprom, og aktivisterne protesterede mod selskabets planer om at blive det første selskab, der producerer olie i vandene i Arktis. Ifølge Greenpeace vil det få katastrofale konsekvenser, hvis der sker olielækager i det uberørte miljø ved Arktis.

Dagens Gossip