Greenpeace-aktivister tiltales for pirateri

Ifølge Greenepeace er to af de 30 aktivister fra skibet onsdag formelt blevet tiltalt for pirateri. Det kan give en fængselsstraf på mellem ti og 15 år.

»De første to aktivister er blevet anklaget pirateri,« siger Mikhail Kreindlin, repræsentant for Greenpeace, ifølge AFP.

De to aktivister kommer fra henholdsvis Storbritannien og Brasilien. De britiske mand er freelance videofotograf, mens den brasilianske kvinde var besætningsmedlem, oplyser Arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark, Jon Burgwald.

På Greenpeaces Twitter-profil oplyser organisationen, at yderligere tre aktivister er blevet tiltalt for pirateri.

Ifølge Jon Burgwald skulle yderligere seks personer fra Arctic Sunrise i øjeblikket sidde i retten foran en såkaldt undersøgelseskomite. Det er uvist, om de tre nye tiltale er en del af den gruppe.

De 30 miljøaktivister blev 19. september anholdt af de russiske myndigheder, efter to aktivister var kravlet ombord på en olieboreplatform fra energiselskabet Gazprom i Arktis nord for Rusland.

Anklagerne for pirateri kommer på trods af, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i sidste uge sagde, at aktivisterne »selvfølgelig ikke er pirater.« Putin bemærkede dog samtidig, at aktivisterne havde brudt loven under aktionen mod olieboreplatformen.

En af Greenpeace-medlemmerne er den danske kvinde Anne Mie Roer Jensen. Hun blev ligesom de øvrige fra Arctic Sunrise i sidste uge varetægtsfængslet i to måneder.

Jon Burgwald kan ikke sige, om Anne Mie Roer Jensen er en del af de seks aktivister, der i øjeblikket sidder på anklagebænken foran den russiske undersøgelseskomite.

Anklagen om pirateri kommer bag på Jon Burgwald, der mener, at Ruslands myndigheder overreagerer.

»Der er slet ikke noget belæg for de her anklager, og det er et kraftigt angreb på retten til civil ulydelighed og fredelige protester,« siger han.

Dagens Gossip